- Jeg er glad for, at vi i dag kan samles om de seks mænds grav og takke dem for deres opofrelse. Ikke alene for deres eget fædreland, men også for, at vi i dag står i et frit Danmark.

Som en af sine sidste embedshandlinger som tysk konsul i Kalundborg, kunne fabrikant Christian Valentin, på Sct. Olai Kirkegård den 11. august 1945, indvie et fælles monument for seks faldne Royal Air Force besætningsmedlemmer. Efter kransenedlæggelse med bånd i de engelske farver, og tale af Pastor Martin Kragh-Müller, blev inskriptionen afsløret.

RAF. 1483603 Sergeant K. Clough, 10th April 1944, Age 22. 1624676 Sergeant H.W. Pound, 10th April 1944. 973686 Sergeant W. Collins, 17th May 1942, Age 20. 1281992 Sergeant A.H. Smith, 18th May 1942. P/O G.W. Coldwell RCAF, 17th May 1942, Age 25. 546301 Sergeant J.H. Baillie, 17th May 1942.

Vejret var dårligt, da Stirling I R9310 fra Bomber Command RAF Squadron 149 med syv besætningsmedlemmer ombord, den 18. maj 1942 blev ramt af tysk flak ti kilometer sydvest for Kalundborg, efter en mineudlægningsoperation i de danske farvande. Flyet styrtede i vandet og i de følgende måneder drev ligene af fire besætningsmedlemmer i land ved Bjerge Strand, Asnæs og Røsnæs. En blev fundet i Kattegat og begravet i Kirke Værløse. To forsvandt i bølgerne.

Maskinen, et 4-motors Stirling bombefly, der i krigens start primært blev anvendt på natlige togter over Tyskland og de besatte områder, udgjorde, sammen med bombemaskinen Avro Lancaster, grundstammen i engelske Bomber Command. Efterhånden fik flytypen til opgave at nedkaste søminer, våbencontainere og SOE-agenter.Stirling I R9310 var i luften under mottoet `Fortic nocte´ - Strong by night. Dets våbenskjold var en hestesko med lyn, der skulle signalere held og lykke, kombineret med den hastighed opgaverne blev løst på.

Air Gunner, Sergeant William Collins, Wireless Operator/Air Gunner, Sergeant Alfred Henry Smith, der havde meldt sig selv som frivillig, Copilot/Observer Gordon Willard Coldwell fra Royal Canadian Air Force og Flight Engineer, Sergeant James Henry Baille, blev hen over sommeren 1942 bisat med fuldt honnør, med tale af en tysk feltpræst, æressalut og nedlæggelse af en krans, under ledelse af en tysk officer. Eneste danskere ved bisættelserne var, efter tysk ordre, graver Ferdinand Andersen og Christian Valentin. Byens borgere samledes med blottede hoveder på Møllebakken uden for kirkegårdsmuren.

Situationen var en ganske anden i april 1944, efter nedskydningen af Lancaster III ND625 fra Bomber Command RAF Squadron 166 vest for Nekselø, med syv besætningsmedlemmer ombord. Alle omkom. Sergeant Henry Watkin Pound blev fundet nord for Nekselø, Sergeant Kenneth Clough ved Havnsø Strand, og begge blev bisat på Sct. Olai Kirkegård i Kalundborg. Et besætningsmedlem blev brutalt begravet i en presenning på Fårevejle Kirkegård, tre blev begravet i Overby på Sjællands Odde og en på Sejerø uden jordpåkastelse, da sognepræsten blev vist bort af tyskerne. Efter krigen rejste øens beboere et monument med inskriptionen `I kæmpede også for os´, over de to RAF-flyvere der var blevet fundet af lokale fiskere.

Maskinen, en 4-motores Lancaster, er nok det mest kendte af de store britiske bombefly fra Anden Verdenskrig, hvor det primært blev benyttet under natlige togter over Tyskland og de besatte områder.Lancaster III ND625 var på vingerne under mottoet `Tenacity´ - hårdnakket - og havde som våbenskjold en bulldog, på grund af hunderacens modstandsdygtighed.  

Da RAF i 1943 havde rettet kraftige angreb på mange tyske byer, kom der nye tyske direktiver angående begravelse af allierede `terrorflyvere´. Nu kunne man undlade gejstlig medvirken, æressalut og kransenedlæggelse. Efter invasionen i Frankrig i sommeren 1944, blev højtideligheden endnu mere kold og rå. Allierede flyvere skulle nedgraves som de blev fundet på stedet i en skov, på kysten eller en mark, hvor det nu passede tyskerne bedst.-Når jeg overdrager denne grav til byen, har jeg har været konsul i 26 år og de sidste seks år har været svære. Kun hjælp ovenfra og mine landsmænds tillid har gjort, at jeg kunne gennemføre det, sagde Christian Valentin, ved indvielsen af monumentet og takkede graver Andersen for uvurderlig hjælp til at holde det så smukt som muligt.

Efterfølgende opsøgte en del pårørende til de faldne flyvere monumentet i Kalundborg, der på grund af sin betydning var under opsyn af den engelske krigsgravskommission Commonwealth War Graves Commission, CWGC. Kommissionen forlangte, at monumentet blev omlagt efter de ensartede internationale regler, blandt andet med opstilling af små mindesten med de faldnes navne. De mange pårørende, som havde fået kontakt med Ferdinand Andersen under deres besøg i byen, udtrykte overfor CWGC ønske om, at monumentet blev stående som det var. Og sådan blev det.

Som tak for sit store engagement inviterede forældrene til Sergeant Kenneth Clough graver Andersen til Ashton-under-Lyne i England, hvor kalundborgenseren blev officielt modtaget på byens rådhus. Her takkede borgmester J.R. Howard hjerteligt Ferdinand Andersen for sit store engagement med at få identificeret de faldne besætningsmedlemmer, så familierne fik mulighed for at lægge en blomst ved gravstedet for deres søn, mand eller bror.

Ferdinand Andersen, der var søn af folketingsmedlem og borgmester Frederik Andersen, var fra 1937 graver og fra 1969 kirkegårdsinspektør på Sct. Olai Kirkegård. Han døde i 1990, 82 år.I perioden 1940-1945 blev 16 tyske soldater begravet på Sct. Olai Kirkegård, inden de i 1965 blev overflyttet til Nykøbing Falster, hvor der var blevet oprettet en fælles gravplads for tyske soldater, der var faldet under tjenesten i Danmark.

Lokale historier

Gå på opdagelse i de historiske arkiver

Gå direkte til Arkiverne

Kontakt os

Vi er altid klar til at hjælpe. Vores kontor og vores telefoner er åbne mandag til torsdag fra 12.00 til 14.00. Du er også velkommen til at kontakte os pr. mail. Her på hjemmesiden kan du finde svar på ofte stillede spørgsmål under fanebladet "kontakt".

Esbern Snaresvej 15
4400 Kalundborg

+45 59 51 27 85
Man-tor 12.00 til 14.00, fred. lukket.