Gennem hele sit 40 år lange arbejdsliv var Bjarne Fischer, født 1891 i Asnæs, beskæftiget ved Statsbanerne. Efter en periode som håndværker på DSB-værkstedet i København, kom han i 1916 til Bramminge som lokomotivfyrbøder.
Efter 15 års hårdt slid på lokomotivet, avancerede Bjarne Fischer til lokomotivfører, med base i Holbæk og fra 1933 i Kalundborg.
Efter 15 års hårdt slid på lokomotivet, avancerede Bjarne Fischer til lokomotivfører, med base i Holbæk og fra 1933 i Kalundborg. Her førte han hovedsagelig damptog på Nordvestbanen, men sandsynligvis også dampmaskiner på Værslevbanen mellem Slagelse og Kalundborg. Hertil kommer også kørsel med forskellige motorvogne. Bjarne Fischer, der gik på pension i 1956, har næppe ført de moderne MY´ere, der kom på skinner i 1954 og ikke kørte helt til Kalundborg i starten.
Bjarne Fischer blev gift to gange. Første gang i København i 1916 med Meta Zenia Jensen, der efter sin død i 1918, blev bisat i det familiegravsted han samme år fik oprettet på Sct. Olai Kirkegård.
I 1919 blev Bjarne Fischer gift med Jenny Jensen, i Oddesund ved Limfjorden. Hun døde i 1953.
Den første jernbanestrækning i kongeriget blev indviet i 1847. Fra Roskilde byggedes Nordvestbanen mod Kalundborg, der stod færdig i 1875. Med indvielsen af strækningen blev det muligt at rejse fra København til Kalundborg på fire timer og 50 minutter. Der kom konstant nye typer damplokomotiver på skinnerne op gennem 20´erne og 30´erne. Maskinerne fik mere trækkraft, som eksempelvis den K-maskine Bjarne Fischer førte på Nordvestbanen, hvor den i årtier var enerådende som ekspres- og godstog.
Bjarne Fischers lokomotiv var knap 15 meter langt med tender, vejede fuldt lastet med kul knap 42 ton, og kunne skyde en hastighed på 100 km. i timen. I 1952 var rejsetiden mellem København og Kalundborg med persontoget knap tre timer. Med eksprestoget, der havde forbindelse til færgerne Kalundborg-Århus, tog rejsen to timer og 18 minutter.
Bjarne Fischers arbejdsplads kan stadig opleves kørende, når Vestsjællands Veterantog sætter damp på maskinen i Høng
Den sidste K-maskine blev udrangeret i 1962, men Bjarne Fischers arbejdsplads kan stadig opleves kørende, når Vestsjællands Veterantog sætter damp på maskinen i Høng. Granitstenen er udpeget som bevaringsværdig på grund af dens polerede forside, der symboliserer noget Bjarne Fisher kendte særdeles godt til: En spids rød flamme.