`Rejst af modstandsbevægelsen i Kalundborg´. Inskriptionen på denne natursten over Charles Hansen, efterlader ingen tvivl om, hvad vi har med at gøre: En lokal frihedskæmper og den civile amtsleder, matros Charles Christian Hansen, Kalundborg, født den 23. februar 1916, død den 26. februar 1952.
Som matros, var Charles Hansen naturligt medlem af Sømændenes Forbund, der havde en stærk tilknytning til Danmarks Kommunistiske Parti, DKP, som Charles Hansen var et fagligt aktivt medlem af.
Efter Sovjetunionen i juni 1941 gik ind i krigen på de allieredes side, vedtog en enig Rigsdag d. 22. august loven om forbud mod kommunistiske foreninger og mod kommunistisk virksomhed, der var under mistanke for at udøve spionage og sabotage. I eftertiden kaldt en skændig lov – et af de sorteste kapitler i besættelsestidens samarbejdspolitik, men ingen af de ledende kommunister i Kalundborg blev arresteret.
På landsplan blev godt 300 tilbageholdt af politiet og interneret i Horserødlejren. Af dem sendte tyskerne 150 til koncentrationslejren Stutthof i Polen, hvor 22 døde.
I efteråret 1943 oprettede DKP, der havde en slagkraftig organisation bag sig, de første militærgrupper i Kalundborg, hvor Charles Hansen deltog i illegal aktivitet og var medlem af en modtage- og fordelingsgruppe.
På opfordring af Frihedsrådet blev der i sensommeren 1944 oprettet en lokalkomite for Kalundborg, hvor Charles Hansen repræsenterede sit parti. Han sad også i komiteens forretningsudvalg, når han ikke var til søs.
Charles Hansen, der deltog ved nedkastninger af containere med våben og sprængstof på en række modtagepladser omkring Tissø, og fordelte deres indhold til modstandsgrupper rundt omkring på Sjælland, avancerede hurtigt i graderne, og blev i november civil amtsleder for Holbæk Amt.
I amtsledelsen var stemningen ikke altid lige god. En borgerlig repræsentant var bekymret over, at en kommunistisk matros fra Kalundborg var den, der havde forbindelsen til Sjællandsledelsen af region V. Han frygtede tanken om en evt. senere revolutionær magtovertagelse. Men på tværs af partiskel, sagde alle andre grupperingerne i Kalundborg god for Charles Hansen. Han kæmpede for frihed i sit fædreland. Ham kunne man stole på.
Efter de allieredes landgang i Normandiet d. 6. juni 1944, begyndte modstandsbevægelse i Kalundborg at forberede sig på, hvad der nu kunne ske. Her deltog bl.a. den militære amtsleder oberstløjtnant Gabel-Jørgensen og Charles Hansen i en række strategiske planlægningsmøder. Vurderingen lød på, at man havde omkring 300 mand i forskellige grupperinger, til løsning af forskellige opgaver i byen.
Hovedprioriteten i Kalundborg var beskyttelse af langbølgesenderen på Gisseløre, som for enhver pris skulle holdes i æteren, så kommunikationen til befolkningen var intakt, i det øjeblik befrielsen kom. Tyskerne var klar til at jævne stationen med jorden, men overgav sig om morgenen den 5. maj, uden der blev løsnet et skud.
Den 8. maj deltog den militære og den civile amtsleder, Gabel-Jørgensen og Charles Hansen ved en parade med frihedskæmperne ved Kaalund Kloster, hvor de skridtede fronten af. To dage senere kom de første engelske soldater til byen, hvor de blev modtaget under stor jubel.
Som matros havde Charles Hansen sejlet i udenrigsfart, haft hyre på et af Svitzers fartøjer og færgen M/S Jylland. En overgang efter befrielsen gjorde han tjeneste som kvartermester i marinen, men vendte tilbage til det civile liv. Oplevelserne under besættelsen havde mærket Charles Hansen. Helbredet blev langsomt dårligere med årene, og den 26. februar 1952 afgik han pludselig ved døden.
Ved begravelsen den 2. marts fyldte et stort følge hele Vor Frue Kirke, hvor kisten var omgivet af æresvagter fra blandt andet DKP Kalundborg, Frihedskæmperforeningen, Marineforeningen, matroskammerater og barndomsvenner. Krans lå ved krans, med blomster i frihedskæmperarmbindets rød-hvide-blå farver og mange bånd med en sidste hilsen, fyldte hele kirkens midtergang.
Charles Hansen, der blev 36 år, efterlod sig hustruen Ermely og to børn.