Kirkegårdsgartnerens arbejde er meget alsidigt og rummer stort set alle de gartnerfaglige dicipliner.
De almindelige driftsopgaver er skiftende i takt med årstiderne, og fra år til år genkendelige og ret rutinemæssige i udførelse. Men dagligdagens pleje- og vedligeholdelsesopgaver krydres ofte af mindre nyanlægsopgaver og renoveringsarbejder.
Hvert år udføres der typisk nogle få større projekter på nogle af kirkegårdene. Formålet er, at sikre løbende udvikling i udvalget af gravstedstyper, samt fornyelse og opfriskning i kirkegårdenes beplantningsstrukturer.
Januar - februar
I januar og februar er de fleste grønne vækster i vinterhi, og derfor er der naturligvis ikke så meget af det traditionelle gartnerarbejde der skal udføres. Arbejdet på gravstederne er begrænset til, at der gennemføres regelmæssige runderinger på kirkegårdene. Det foregår typisk hver fredag, hvor gartnerne fjerner visne buketter fra gravpladserne, samtidig sker der eftersyn, opsamling af affald og tømning af affaldsbeholdere.
Nogle vintre bruges der en del tid på snerydning og grusning af veje og stier.
Hver vinter bliver der udført forskellige planlagte træfældnings- og beskæringsarbejder. Kirkegårdene rummer mange fritstående træer, som kræver forskellige typer af beskæring og træpleje med årlig eller flerårige gentagen.
Træer og buske som står samlet i sluttede bevoksninger, skal med års mellemrum tyndes. Gamle buskbeplantninger kan ofte med fordel fornyes ved foryngelsesnedskæring.
På kirkegårdene findes en række ældre beplantninger, typisk stedsegrønne planter som Taks, Cypres og Thuja. En del af disse beplantninger er forvoksede, har udtjent deres oprindelige formål, og står nu hen som mørke og lukkede bevoksninger. Vinterperioden er en god tid til at få fældet og ryddet disse beplantninger. Herved skabes mere lys og luft og der fremmes en udvikling mod kirkegårdene som fremstår mere imødekomne og åbne.
Kraftige løvfældende hække kan med fordel tilbageskæres eller formes i vinterperioden.
Når vejret tillader det, starter vi med at sløjfe de gravsteder, hvor fredningstiden udløb ved årsskiftet, og hvor de efterladte ikke har ønsket en forlængelse af gravstedsaftalen.
Gartnerne arbejder på nedsat arbejdstid i vinterperioden. Der afholdes afspadsering - og alt kursusvirksomhed og efteruddannelse placeres så vidt muligt i denne lavsæson.
Marts - april
I marts begynder arbejdet med forårsklargøring og i april begynder forårsarbejde for alvor.Foråret er en travl tid på kirkegårdene, en lang række opgaver startes op og det gælder om at vælge de bedste arbejdsmetoder og at tilrettelægge og prioritere arbejdet rationelt og effektivt.
Vinterperiodens fældnings- og beskæringsarbejder afsluttes ofte i starten af marts. Hvis der skal anlægges ny beplantning er marts - april et godt tidspunkt.
Kirkegårdsarealerne gennemgås og der opsamles nedfaldne grene, løvfald mv. Alle veje og stier fejes, så de bliver rene efter vinterens grusning. Parkbænke, skilte og andet terrænudstyr bliver vasket og gjort rent.
På gravstederne fjernes vinterens udsmykning med grandækning inden påske, og der udplantes påskeliljer på de gravsteder hvor det er bestilt.
Efter påske fjernes påskeliljerne og der udplantes forårsblomster - typisk stedmoder. Samtidig starter det løbende arbejde med at holde gravstederne rene for ukrudt og visne blomster, samt pleje øvrige beplantninger og fællesarealer på kirkegårdene.
Sidst i april starter arbejdet med pleje af kirkegårdenes mange græsflader. Ud over regelmæssig klipning, udføres afstikning af plænekanter, gødskning, eftersåning, opretning af ujævnheder.
Maj - juni
Et stadigt stigende antal dagtimer med sollys, en øget jordtemperatur og rigelige mængder nedbør resulterer i en eksplosiv vækst i alle planter. Dette er virkelig perioden, hvor det hele vokser meget hurtigt.
Arbejdet med pleje af alle beplantninger er på sit højeste. Både på gravstederne og på kirkegårdenes mange andre beplantningsanlæg med roser, stauder, buske mv. arbejdes der dagligt intenst med hakker, kultivatorer og river. Ukrudtet holdes nede. Blomsterbede afpudses for visne blomster. Løvfald fjernes. Der vandes og gødskes.
Nye beplantninger, der er i etableringsfasen, kræver en særlig arbejdsindsats i denne periode. Det gælder om at sikre, at ukrudtet ikke tager overhånd. Veje, stier og belægninger holdes også fri for ukrudt og vedligeholdes. Kirkegårdsdiger og stensætninger er et særligt kulturhistorisk element, som skal bevares og vedligeholdes. Der foretages eftersyn og reparation af nedskridninger og sammensynkninger, samt lugning efter behov.
Væksten i de mange og store græsflader tager fart, og klippefrekvensen øges.
Nyanlæg af nye gravsteder sker løbende. I starten af juni udplantes der sommerblomster på gravstederne. Der anvendes Isbegonie, Pelargonier og Knoldpelargonier samt flittiglise. Planterne vandes efter behov efter plantning.
I uge 24-26 udføres årets første gang klipning af de forskellige løvfældende hække.
Juli - august
Højsommer og ferietid. Driften er præget af løbende rutinemæssig pleje og vedligeholdelse. I tørre perioder kan der være behov for vanding i f.eks. blomsterbede. Normalt bliver arbejdet med nyanlæg af gravsteder indstillet, ligesom der ikke lægges an til nye beplantninger på kirkegårdens øvrige arealer i denne periode.
I august startes der på den helt store omgang hækklipning. Alle hække og formklippede buske klippes i perioden august til september. De løvfældende hække får årets anden klipning, mens det er årets første og eneste klipning af alle de stedsegrønne hække. Der er rigtig mange hække på kirkegårdene.
Det er også tiden til en gennemgang af gravstederne, samt registrering og opgørelse af antal udgåede planter, som skal udskiftes under efterårets plantningsarbejder. Registrerede bevaringsværdige gravminder er en del af vores kulturarv, og der skal naturligvis værnes om disse. Opretning, istandsættelse og restaurering udføres forsigtigt og professionelt.
August og september er gode måneder for såning af græs.
September - oktober
Sensommer og efterår. Væksten aftager efterhånden, og det bliver lidt lettere at holde det hele rent for ukrudt. Men i september er det stadig sommer; både luft og jord er stadig så varm, at næsten alle planter er i fuld vækst.
I oktober prydes hele kirkegården af de strålende røde, gule og bronze høstfarver samt bær på mange træer og buske. Siden begynder løvfaldet og bringer meget arbejde med sig i form af opsamling og fjernelse af blade fra græsplæner, veje og stier. Primo september udplantes der lyng og efterårsblomster på gravstederne.
Staudebede kan fornyes og udvides ved at stauderne graves op og deles. Bedst er det at gøre det kort tid efter afblomstring, men langt de fleste sorter tåler at formering ved deling bliver gjort i efteråret.
Oktober og november er travle plantemåneder. Et gammelt gartner-ord siger: Hvad der plantes om foråret KAN gro. Hvad der plantes om ef¬teråret SKAL gro. Det er nu der skal plantes træer og buske, enten det drejer sig om nyanlæg eller udskiftning af planter i de eksisterende anlæg. Hvis der skal sættes blomsterløg, er efteråret det bedste tidspunkt for de fleste sorter.
Græsplænerne skal stadig klippes så længe de er i vækst.
November - december
I denne bladløse tid kan man have stor glæde af de mange forskellige stedsegrønne planter der findes på kirkegården.
Det, kirkegårdsgartneren tænker mest på i starten af november, er at grandækningen starter nu. Grandækning er tildækning og pyntning af gravstederne med gran. Det er en af årets fineste demonstrationer af en gammel håndværksmæssig tradition, som er helt speciel for kirkegårdene.
Arbejdet udføres meget professionelt og omhyggeligt. Der lægges vægt på, at grandækningen har en stor symbolsk og skønhedsmæssig værdi for de pårørende. Men grandækningssæsonen er også en travl periode med et meget hårdt fysisk arbejde, som foregår i ubekvemme arbejdsstillinger og i vådt og koldt vejr.
Lige op til jul lægges der juletulipaner og forskellige kranse ud på gravstederne.